Tag hånd om huden
Huden er et af vores vigtigste organer og fungerer som beskyttelse mod vores omgivelser.
Huden er bygget op af forskellige lag. Det yderste hudlag kan sammenlignes med en murstensvæg, hvor murstenene er hudceller, og hvor mørtlen er fedtet mellem disse celler. Hvis mørtlen forsvinder, eller dens kvalitet forringes, så kan fremmede stoffer trænge ind i de inderste lag af huden og medføre hudirritation.
Huden udsættes dagligt for slid og belastning. Hvis huden er beskadiget, revnet eller bliver rød og irriteret, varer skaden ved i flere dage.
Det selvklæbende plaster på sensorer og pumper belaster også huden. Der er nogle enkle ting, du kan gøre for at forebygge problemer og undgå hudproblemer.
Der findes produkter, der letter fjernelse af plastre. Produkterne efterlader en fedtet overflade, og det er derfor vigtigt at vaske huden grundigt på hele det område, hvor den fedtede overflade er.
Ved hår på huden, må du ikke barbere dig med en barbermaskine, som kan irritere huden i det område, hvor plastret skal sidde. Vælg i stedet at klippe håret med en saks eller en hårtrimmer.
Skal du bruge bedøvelsesmiddel på huden såsom ”Emla plaster”, så husk, at huden kan blive irriteret og hævet af dette plaster. Vælg derfor gerne et andet lokalbedøvelsesmiddel til huden, i form af fx. et køleelement i kort tid, inden et stik.
Smør ikke huden samme dag, som du planlægger at sætte et plaster på.
Hvis plastret har tendens til at løsne sig, så husk at gnide med en finger på plastret med det samme, når du sætter det på. Så sidder det bedre fast. Du kan også forstærke med et skånsomt ekstra plaster eller tape, hvis du ofte eller ved specielle lejligheder oplever, at plastret begynder at løsne sig.
Hvis du vil downloade denne information om hudpleje i PDF-format, finder du den her.
Vil du være den første til at få de seneste nyheder? Bliv abonnent du også!